Flere tvangsanbragte børn og unge i Danmark

Af Frida Ingeborg Petersen

Antallet af anbringelser uden samtykke er støt stigende, mens andre former for anbringelser er faldet de sidste ti år. Manglende forældresamarbejde og viden på området kan give problemer.

Tidligere indsats og flere bortadoptioner. ” Vi må entydigt tage børnenes parti.” sagde Børnenes Statsminister i sin tale på årets første dag.

Statsministeren fik sat udsatte børn øverst på den politiske dagsorden, med sit ønske om flere anbringelser. Det står i kontrast til tendensen de sidste ti år, hvor antallet af anbringelser af børn og unge udelukkende er faldet.
Til gengæld er antallet af anbringelser uden samtykke støt stigende. Fra 2011 til 2018 er antallet steget med 50%. Det kan være fordi, som Mette Frederiksen siger, at vi først og fremmest skal tage børnenes parti, og derfor tilsidesættes forældrenes ønsker og samtykke.

Antallet af anbringelser af udsatte børn og unge er faldende siden 2011, mens antallet af tvangsanbringelser til gengæld er stigende. Det viser tal fra Danmarks Statistikbank

Forældresamarbejde og individuelle vurderinger
I sagerne hvor der f.eks. er tale om særlig grov mishandling, skal kommunerne selvfølgelig ikke tøve med tvangsanbringelse, det siger Verne Pedersen, Forbundsnæstformand for Socialpædagogerne Landsforbund, men hun mener også at et samarbejde med forældrene er at foretrække, ikke for deres skyld, men for børnenes. ”Vi ved at jo mere man inddrager de involverede forældre i sagerne og samarbejder omkring det, jo bedre forløb og sammenhæng bliver der i anbringelsen.” siger hun.

Tvangsanbringelser er indiskutabelt nødvendige ”Men mange børn har brug for at deres forældre sig god for anbringelsen. Det er et generelt problem at børnene kommer i en konflikt, i forhold til at knytte sig til det sted hvor de er, fordi de ved at forældrene er imod det.” Siger Forbundsnæstformanden.

Ifølge Socialpædagogernes Landsforbund forløber anbringelser bedre, når forældrene til børnene samarbejder. Foto: Scanpix

Manglende viden
Det er svært at afgøre hvilke konsekvenser der kan være ved stigningen af tvangsanbringelser. Især fordi der ikke findes nok viden inden for området endnu. Det mener blandt andre Frank Cloyd Ebsen, forskningsleder og Docent ved Københavns Professionshøjskole. ”Jeg savner, at vi er mere inde i boksen, at vi er ude og kigge på, hvad kommunerne gør, vi er ude og høre hvad børnene siger for at finde ud af, om det går dem bedre. Ikke 20 år efter men efter 1-2 år, så vi kan se om det, der bliver gjort, faktisk virker,” siger han.

Frank Ebsen peger på at forskning er vigtig, men at det er vigtigere at de ansvarlige myndigheder sikrer sig at barnet har det godt. ”Hvis tvangsanbringelserne fortsætter med at stige, hvordan sikrer myndighederne sig så, at de børn der er tvangsanbragte, de faktisk har det okay, at de udvikler sig i den rigtige retning?” siger han.

Mor dømt for at overfalde sine børns stedmor med peberspray

Af Frida Ingeborg Petersen

Flere års familiekontroverser eskalerede i foråret i 2019 i Skads, Esbjerg, da uenigheder om en skoletaske endte i et peberspraysangreb.

I flere år havde en mor været i konflikt med faren til sine to sønner og havde især problemer med farens nye kone. I byretten påstod kvinden, at den nye kone truede og forvoldte psykisk terror mod hendes to sønner, når de blev passet hos faren. Efter sønnerne havde været på weekend ved faren, havde han beholdt den enes skoletaske og ville ikke udlevere den til anklagede, selvom hun gentagne gange havde bedt om den. Moren påstod, at sønnen ikke havde mulighed for at passe sin skole uden sine bøger.

I maj blev der endelig aftalt, at den anklagede kunne møde op på farens og den nye kones adresse i Skads for at hente tasken, hvis hun mødte op alene. Da moren kommer kørende ind på gårdspladsen, bliver en stor fjernstyret jernport prompte lukket bag bilen. Den anklagede følte, at hun var lokket i et baghold og havde derfor medbragt en peberspray for en sikkerheds skyld.
Da moren steg ud ad bilen, opstod et skænderi mellem den anklagede, den nye kone og konens veninde, der var på besøg.

På en lydoptagelse fremvist af anklageren i retten høres mundhuggeri, og pludselig råber veninden til konen ”du skal fandeme ikke true hende”. Ifølge de to ofre truer den anklagede med en knytnæve og tager derefter en peberspray frem og sigter, samt affyrer i øjnene på både konen og veninden.

Den anklagede var ikke klar over, at hun blev optaget. Inden lydfilen afspilles i retten, kigger hun tilbage på sin veninde, som hun har taget med som tilskuer. Hun hvisker ”typisk” og ruller så med øjnene i irritation.

Handlede i nødværge?
I retten passer de to ofres vidneforklaringer med hinanden. Der er en del uoverensstemmelser med den anklagedes forklaring om hændelsen. Hun påstår, at de to ofre slog ud efter hende og tog hårdt fat i hendes arm, så hun derfor handlede i nødværge. Derudover mener hun også, at hun ikke sigtede direkte efter øjnene, men bare sprayede ud i luften i selvforsvar.

Hun erkender sig derfor skyldig i besiddelse af et våben og erkender, at hun brugte det, men hun mener ikke, at hun havde anden mulighed end at forsvare sig selv. På baggrund af vidneforklaringer, lydoptagelsen og en tidligere betinget voldsstraf, mener anklageren dog, at moren bør straffes med tre måneders ubetinget fængsel og en bøde på 3000 kr. for besiddelse af et våben. 

Efter votering kom dommerne til enighed om, at anklagede skal straffes med 30 dages ubetinget fængsel for grov vold.

Anslag: 2609
Korrektur: Jacob Brun

“Når jeg havde det allerbedst, så var jeg ikke til”

At være afhængig af livstruende stoffer allerede som teenager. At prostituere sig selv for at have et sted at sove. At miste et barn til vuggedøden. At forelske sig i en morddømt. At svigte sin datter, når behovet for stoffer bliver vigtigere end dit eget barn. Et ondt mareridt, hvor ingen kære mor eller far kommer og vækker dig.

tekst og foto af Frida Ingeborg Petersen

Alt sammen den hårde virkelighed for 53-årige Bettina Elisabeth Ihler, eller Betty som hun kaldes. Hun voksede op i et hjem med fire børn, en mor der var hjemmegående og en far der var havnearbejder. ”Når man var havnearbejder, så drak man rigtig mange bajer, og det var min far rigtig god til. Man vidste aldrig hvornår han kom hjem eller i hvilken tilstand.”
Dog var hendes mor rigtig dygtig til at sørge for at alt så godt ud udadtil. Alle børnene var altid rene og pæne, så ingen opfattede hvad der foregik i hjemmet. Da forældrene skilles, finder moren en spritterkæreste, der begynder at tage gadens sprittere med hjem. Betty fandt på samme tid ud af, at hendes far havde haft en affære, som havde resulteret i en halvbror, der nu blev favoriseret af hendes far. Svigtet fra forældrene gør hende voldig og højtråbende, fordi hun ikke kan finde ud af at bede om hjælp og heller aldrig får noget. Hun stikker af hjemmefra som 13-årig og begynder at drikke og ryge hash med voksne mænd, der går i seng med hende. ”Så havde jeg jo et sted at sove. Jeg lavede egentlig så meget ravage, i håb om at min mor ville komme og hente mig. Men det gjorde hun ikke.” Hun finder et tilhørssted på det gamle spillested Femkanten, hvor andre unge uden bekymrede forældre hænger ud. ”Jeg tænkte aldrig på ’skal jeg ryge med på det her hash, er det nu godt?’ For jeg var bare så bange for at skille mig ud. Så var der en der havde piller en dag. Jeg kiggede bare på hvor mange de andre tog, og så åd jeg det samme. Jeg vidste ikke engang hvad det var. Så var det amfetamin, så var det kokain og LSD. Så kom det brune rygeheroin ind i billedet, det prøvede jeg desværre også”

Fred på galeanstalten
Om natten søger hun efter liv i latinerkvarteret. Her finder hun de ”gamle, hardcore, narkopiger” der står og trækker på gaden. De forbarmer de sig over hende og hun bliver deres nummerpladepige, som hun får lidt stoffer eller penge for. Nogle gange tjener hun nok til at leje et værelse på et luderhotel, hvor ingen sætter spørgsmålstegn ved en lille påvirket pige.

Men det gør Bettys sagsbehandler til gengæld. Hun ved godt, at hvis der ikke snart findes en løsning, er hun fortabt til gaden. Hun matcher hende op med familieterapeuten Ilse Wilmot der, fra første dag, tager hende med hjem til sit og hendes mands, Jacob Haugaards, hus i Malling i 1983. ”Jeg er vokset op sådan et sted, hvor alting så godt ud udadtil, men der var kaos indenfor. Så kommer jeg hjem til Jacob og Ilse. Det første jeg ser når jeg kommer ind i deres entre, er de smukkeste knagerækker, men alt tøjet ligger på gulvet, og skoene stod ikke parvis, som de gjorde på række hjemme ved os, her lå de bare i et bjerg og man skulle være heldig, hvis man kunne finde to ens par. Jeg kom ud i køkkenet og der sidder Rulle (Wilmot og Haugaards datter) på gulvet i et par røde, hullede strømpebukser og en islændersweater og ser bare så tilfreds ud. Og så står der verdens grimmeste mand i sådan en kedeldragt med alle mulige mærkelige mærkater og to forskellige strømper. Han var ranglet og havde sådan noget langt, tyndt, slasket hår, og jeg tænkte bare; Hvad fanden sker der her, man? Det er en galeanstalt.” Det var alt andet end hun kom fra og her flytter hun ind ved familien. For første gang i lang tid møder hun noget medgang, og folk der giver hende anerkendelse og tillid. Her får hun at vide, at hun er den bedste til alt hvad hun foretager sig.

Hus Forbi Værestedet i Jægergårdsgade. Betty er tidligere bruger af stedet, men er i dag ansat 20 timer om ugen

Levende død
Lige før hun bliver 18 år, opfordrer Ilse og Jacob hende til en uddannelse, så hun tager på søfartsskolen for at kunne sejle ud i verden, og hun får en hyre på en coaster.
På sådan en lille båd, hvor bølgerne går højt, rammer man hårdt ind i hinanden. Betty rammer tilfældigvis ind i den smukke, unge Thomas, som hun bliver gravid med som 18-årig og skal derfor i land og finde en bolig. De to får to børn sammen. Nu var hun ude af stofferne og havde fået sig sin egen familie, som hun ønskede at give alt det, hun aldrig selv havde fået.
En aften skal Thomas og Betty ud at spise. Deres yngste pige, Charlotte, på knap tre måneder, bliver passet hjemme af Bettys søster. De kommer sent hjem, kysser den lille baby og hører hende grynte tilfreds i vuggen. Hun lægger sig til at sove, men vågner forskrækket op ved at det er blevet lyst udenfor. Hun har slet ikke har hørt babyen i løbet af natten. ”Jeg lægger hånden op til hende i vuggen, og kan mærke at hun er der. Men hun er der alligevel ikke sådan rigtigt. Så rejser jeg mig op og finder min egen lille datter død” Her må Betty tage en meget dyb indånding for at bevare fatningen, men hendes øjne fyldes med vand og stemmen knækker over mens hun fortæller. Hun taler hurtigt videre, for ikke at dvæle for længe ved den utænkelige sorg. Forældreparret på kun 20 år, kan ikke udholde tragedien sammen, så de glider fra hinanden. Efter nogle hårde år, ender Betty ud i heroinmisbrug igen, som hun finansierer ved at stjæle og prostituere sig selv. Livsstilen skubber den ældste, nu 16-årige, datter ud af Bettys liv.
”Når man kokser på heroin, så er der bare en indre ro og fred. Du hverken tænker, føler eller mærker noget. Du er faktisk levende død. Det er jo tankevækkende at man ikke engang har lyst til at være til. Når jeg havde det allerbedst, så var jeg ikke til” Igen fyldes øjnene med vand og hun får svært ved at tale. Det er en af de perioder der gør allermest ondt i hendes liv. I dag bringer det stadig skyld og skam, når hun tænker på det svigt hun har givet sin datter. Det selv samme svigt hun led under. I dag har hun og datteren dog et stærkt sammenhold. Da hendes første barnebarn var tre år, bankede datteren på døren og stillede et ultimatum: Os eller stofferne. Siden da har Betty aldrig set sig tilbage og det er datteren stolt af, hun bebrejder ikke sin mor, da hun har set hende bestige de højeste bjerge.  

”EJ JACOB! Er klokken allerede et?” Hviner Betty af, hvad der ligner, gensynsglæde, da Jacob Haugaard træder ind ad døren. Hun er stadig tæt knyttet til sin tidligere plejefamilie og hun må videre på tur med Jacob, der fortæller at han altid har set hende som sin egen datter.
I dag bor Betty Ihler i et rækkehus i Storbylandsbyen med sin hund. Her har hun opbygget en velfungerende hverdag.
Hun deler ud af sin livserfaring, for at hjælpe andre, der er endt i det liv hun før kendte til. Blandt andet som guide på Povertywalk, som foredragsholder og på hendes job på Hus Forbi Værestedet på havnen i Århus. Det ses tydeligt at Betty i dag, er en anden kvinde, end hende hun fortæller om fra fortiden.

Som teenager kom Betty i pleje ved Jacob Haugaard og hans kone Ilse Wilmot
Det værste og det bedste Betty tager med sig, fra et liv som narkoman på gaden

Antal anslag: 6483

Musik som primus motor

af Frida Ingeborg Petersen

Musik fylder ubeskriveligt meget for Peter Brøndsted. Så meget at han aldrig kunne leve foruden. Forældrenes tidlige introdution til livekoncerter, skabte grobund for drømmen om en musikkarriere

Peter har den gren så kær, hvorpå trommen hænger, hver gang han den kommer nær, vil han ikke længer.” Den klassiske julesang fra 1848, kunne ligeså godt være skrevet i vores tid om Peter Brøndsted. Det har han i hvert fald altid fået at vide af sin musikglade familie.
For Peter fylder musikken så meget, at han knap nok kan sætte ord på det. Han ville aldrig kunne klare sig en hel dag uden. Han har brug for at høre eller spille musik hver dag, og det kommer helt automatisk til ham. ”Det er ikke noget jeg sådan tænker over, om jeg bruger det eller ej. Jeg gør det bare, jeg søger altid hen imod det”.
Musikken er en katalysator for et glad sind, han bruger den til at styrke sin mentalitet og humør, for uden den bliver han irriteret.

Lov til at smadre trommer
Kærligheden til det musikalske har han ikke fra nogen fremmede. Hans forældre spiller ikke på instrumenter, men der blev altid lyttet til musik både i barndomshjemmet og til koncerter. ”Det har altid været en selvfølge at man satte noget musik på. En form for et kram, en eller anden følelse af at man ikke er helt alene, sådan at der altid er noget musik der spiller.”
Hans forældre tog ham til Musik og Bevægelse, som meget lille dreng. Der stiftede han bekendtskab med bongotrommerne, og det var kærlighed ved første blik. ”Derefter vidste jeg bare at jeg rigtig gerne ville have lov til at smadre nogle trommer.” Så Peter gik til trommeundervisning i Holstebro, allerede som 7-årig. Dernæst lærte han sig selv at spille klaver, guitar og bas, som det musikalsk begavede menneske han nu engang er.

”Det har altid været en selvfølge at man satte noget musik på. En form for et kram, en eller anden følelse af at man ikke er helt alene”

Peter Brøndsted, 22 år

Vil det bedste for musikken
Derfor er der heller ingen tvivl om, hvilken karriere, Peter drømmer om. Om det er som musiker, sangskriver eller anmelder, er musikken uundgåelig.
Presset kan dog godt blive lidt for stort, når man er perfektionistisk med alt hvad man rør ved. Det er svært at være musiker, hvis man går på scenen med en intention om at alt skal fungere til UG. Så kan det næsten kun gå galt, mener Peter. Han ved godt at han skal lære at slappe mere af, og det skal nok komme hen ad vejen, som han udvikler sig og finder ud af hvad han vil.

”Nu tager jeg lige en uddannelse, og gør det der er ansvarligt, normalt osv. Tanken om en musisk karriere har jeg gjort mig, fordi hver gang jeg står til en koncert, så får jeg den der tanke: ’Det kunne satme være fedt at stå på den anden side.’ Det kræver bare enormt meget”
Om ca. 3 år er han uddannet journalist fra DMJX, og så kunne det også være oplagt at blive musikanmelder. For en der føler sig så enormt veltilpas til livekoncerter, ville det være optimalt at leve af. Men han er betænkelig ved ideen. For det kan ende med at blive trættende, hvis man altid skal møde op med analysebrillen. Frygten for at ende som en bitter Thomas Treo, vil Peter ikke fornægte. Skulle man f.eks. anmelde et band, man slet ikke bryder sig om, kan det måske være kompliceret at forholde sig objektivt. ”Jeg synes at musik er en svær størrelse, for et eller andet sted vil det altid være subjektiv, det er en følelse man får.” Med sin erfaring og talent, tror han dog på, at han kunne agere professionelt og sætte pris på alle musikgenrer og kunstnere, uagtet personlig smag. Han mener at han vil musikken det bedste i alle henseender.

Hello world!

Welcome to Mediajungle.dk. Once you’ve read these messages, you can either edit or delete this post.

IMPORTANT:If you wish your site to be visible outside of the Mediajungle-community, you will need to change the settings in Dashboard -> Settings -> Reading.

Please note 1: We will auto delete accounts (including all content), where the owner has not logged in for two years.

Please note 2: Your site must have some relation to your activities at The Danish School of Media and Journalism. If this is not the case, please choose another blog service.