Kvinder efterlyser muligheden for genoptræningsforløb, ganske få
henvises

Af Frida Ingeborg T. Petersen
I Danmark udføres der årligt omkring 50.000 naturlige fødsler. Halvdelen af kvinderne der føder, vil få
en nedsynkning i underlivet, også kaldet underlivsprolaps, forårsaget af fødslens hårde pres på
kvindekroppen.
Oplever man symptomer ved lidelsen, er det vigtigt, at man får behandling – som f.eks. genoptræning
af bækkenbunden.

Men er vi i Danmark gode nok til at få sendt kvinderne til efterfødselstræning?

Går man med symptomer på en underlivsprolaps, som en tyngende fornemmelse i underlivet, en
broklignende bule i skedeåbningen, eller smerter ved sex, er det vigtigt, at man søger hjælp.
Der findes heldigvis flere ting man selv kan gøre, for at komme nogle af symptomerne til livs.
Et godt sted at starte, er efterfødselstræning ved en såkaldt GynObs fysioterapeut.
Det er en fysioterapeut specialiseret i underlivet.
Det er sådan en som Mette Kjær Larsen, der driver klinikken StyrkDitUnderliv i Fredericia og Vejle.
Her har hun, hvis ikke dagligt, så ugentligt kvinder inde med en mistanke om underlivsprolaps.
“Vi prøver at udrede dem, og finde ud af, om det er en nedsynkning de har. Derefter er der er rigtig
mange ting vi kan gøre for at hjælpe kvinderne, som hedder management. Altså håndtering omkring
det at have en nedsynkning. For vi kan jo ikke tage den væk fra dem.”
Kvinderne tilbydes en indvendig undersøgelse, hvor muskulaturen testes for at se, hvor stærk den er,
hvad den er god til, og hvor der skal sættes ind med træning.
Denne form for behandling værdsættes også af Finn Friis Lauszuz, forskningsansvarlig overlæge og
lektor ved Afdelingen for Kvindesygdomme og Fødsler på Sygehus Sønderjylland.
Han behandler kvinder med underlivsprolaps på hospitalet, men siger, at GynObs fysioterapi spiller en
væsentlig rolle for kvindernes behandling:

“Fordi jeg kan jo sige, hvad de skal gøre, men jeg kan ikke vise dem det. En GynObs fysioterapeut både
måler kvinderne indvendigt, kigger alt efter, demonstrerer, træner osv., og giver dem fif, som vi ikke
har”
Gode råd er dyre
Alexandra Hou Aldershaab er en af de kvinder, som søgte hjælp på StyrkDitUnderliv klinikken.
For tre år siden stod hun i badet, efter at have født sin første datter. Her mærkede hun noget stikke
ud af skeden. Det viste sig at være hendes livmoder, som stak 6-7 cm. ud af skeden.
Alexandra levede med smerter og symptomer, som begrænsede hendes hverdag dagligt.
Det var indtil hun opsøgte Mette Kjær Larsen.
“Jeg er helt sikker på, at det er derfor, det hele er blevet bedre. Det har givet mig meget mere
livskvalitet”
Men behandlingen er ikke gratis i Danmark. Derfor bruger mange af de kvinderne store beløber
månedligt, for at lindre deres smerter.
“Jeg har været privilegeret denne gang, at vi har haft råd til, at jeg bare har betalt for at gå hos den
GynObs fys. på de vilkår, jeg gerne ville, og ikke været begrænset af, at kunne få hjælp til det gennem
det offentlige, “ siger Alexandra Hou Aldershaab
Få henvises til hjælp igennem det offentlige
Hvis man ikke er lige så privilegeret som Alexandra, så kræver det, at man får en henvisning fra
hospitalet.
Ifølge Sundhedsloven tilbyder kommunerne vederlagsfri genoptræning til personer, der efter
udskrivning fra sygehus har et lægefagligt begrundet behov for genoptræning.
Men ifølge statistik fra Landspatientregisteret fra Sundhedsdatastyrelsen, fik kun 122 kvinder i 2022
tilbudt henvisning til genoptræningsforløb



Det lave antal af henvisninger, skyldes måske, at kvinderne ofte først opdager deres underlivsprolaps
noget tid efter fødslen, hvor de er kommet hjem fra sygehuset.
Det er rigtig ærgerligt ifølge Lærke Skærlund, som i februar skrev en kronik i Information med
overskriften Mange kvinder får fødselsskader, derfor skal der indføres gratis genoptræning, om
hendes egen oplevelse med underlivsprolaps.
Her giver hun udtryk for, at opbygningen af efterfødselskroppen fortjener mere omsorg – også af det
offentlige sundhedssystem.
“Hvis alle kvinder blev inviteret ind i det rum efter en fødsel, så tror jeg bare, at der ville være rigtig
meget skam, skyld og smerte, der kunne afhjælpes for kvinder med lidelsen”
Man kunne eventuelt kigge mod vore naboer i Syd.
I Tyskland tilbydes kvinder der lige har født, et genoptræningsforløb igennem den lovpligtige
sygeforsikring.
Det er netop den form for fokus og anerkendelse af fødselskroppen Lærke og andre kvinder med
symptomer fra underlivsprolaps efterlyser i Danmark.

Av, mit underliv – Kristina lider af underlivsprolaps

Godt halvdelen af alle kvinder der har født naturligt, får en underlivsprolaps. Men du har muligvis
aldrig hørt om lidelsen. Det havde Kristina Julstrøm heller ikke, før hun selv fik det konstateret, som
vendte op og ned på alt i hendes liv.
I dag håber hun på, at andre kvinder ikke længere skal skamme sig over symptomerne, som hun selv
gjorde i mange år.

Af Frida Ingeborg T. Petersen

Kristina smækker benene op i stigbøjlerne og lægen begynder den gynækologiske undersøgelse af
hendes underliv. Et underliv der lige har gennemgået en fødsel to måneder tidligere.
Hun har selv en følelse af, at noget ikke er, som det plejer at være. Men måske er det bare sådan, det
er, efter man for første gang har født et barn?
“Så kan jeg bare se på lægens ansigt, at der er et eller andet helt galt.”
Allerede der bekræftes Kristina i sine bange anelser. Det ser ikke så godt ud det her får hendes læge
sagt. Der er noget galt.
Kristinas læge er ikke klar over, hvad det er, der er galt, og griber derfor røret med det samme, for at
få hende henvist til en gynækolog på Odense Universitets Hospital, som kan opklare, hvad der er galt
med Kristinas underliv.
Kristina Julstrøm er på dette tidspunkt i 2011, ved sin første efterfødselsundersøgelse hos egen læge.
22 år gammel nybagt mor, som aldrig før har hørt om lidelsen underlivsprolaps – uden anelse om,
hvor meget det skal komme til, at fylde i hendes liv.
Tyndefornemmelse og smerter
Måneden inden bevæger Kristina sig ud for første gang efter at have født. Der er fødselsdag ved
naboen i Odense, hvor Kristina også i dag bor med sin mand og nu to børn.
“På et tidspunkt skal jeg tisse, og tænkte: jeg går bare hjem på toilet.
Men så når jeg faktisk kun ud ad naboens hoveddør, og så tisser jeg bare. Jeg kan slet ikke styre det på
nogen måde. Jeg går hjem, skifter tøj, går i bad, og siger det faktisk ikke rigtig til nogen.” fortæller
Kristina.
Det bliver ikke et enkeltstående tilfælde for Kristina. Hun kan ikke længere holde på vandet, når hun
skal tisse meget.
Hun begynder også at mærke en tyngdefornemmelse for neden, og smerter når hun sidder ned for
længe, hvilket man gør rigtig meget med en nyfødt baby, der ammer.

Braste barselsdrømme
Efter lægens besked, er Kristina bange og bekymret for, hvad det er hun fejler.
Men der skal gå yderligere to måneder før hun kommer til undersøgelse på gynækologisk afdeling.
Hun sættes i en venteposition, der braser forestilling om, hvordan en barsel skal være:
“Jeg turde jo ikke gøre noget som helst, jeg sad bare hjemme.
Det var ikke lige det, man havde regnet med, når man skulle på barsel. Jeg havde jo drømt om at gå
på café, ud og gå lange ture, babysvømning, og babygymnastik. Men det var bare ting, jeg ikke
kunne.”
Kristina bliver på hospitalet tilset af en overlæge, der fortæller hende, at hun har cystocele. Det er den
mest udbredte form for underlivsprolaps, hvor blæren synker ned i skeden, fordi skedens forreste
væg er blevet skadet eller svækket.

“Han talte som om, at det var det mest normale i hele verden. Men for mig var det jo på ingen måde
normalt.”
Til undersøgelsen informerer lægen Kristina om, at det skal opereres væk, men det er mest
hensigtsmæssigt, at vente til hun har født de børn, hun skal have. Indtil da får hun sat et støttepessar
op, som skal holde blæren og underlivet på plads.
Dette er en symptombehandling, som hjælper på tyngdefornemmelsen og den ufrivillige vandladning.
Lægen fortæller, at det er en midlertidig løsning, så Kristina kan fortsætte med at leve sit liv, gå på
arbejde, få de børn, hun vil have – men lige så snart, hun vil blive gravid, så vil det falde ned igen.
De mange operationer
Kristina og hendes mand bliver dog enige om, at de skal have barn nummer to. Men denne gang er
graviditeten en hel anden.
Hun er sengeliggende og fuldtidssygemeldt fra sig arbejde som sygeplejerske i alle ni måneder af
graviditeten, fordi det presser for meget på hendes underliv.
Efter graviditeten tager hun imod tilbuddet om en operation af underlivet i 2016.

Her forsøger de at sy det svækkede bindevæv sammen. Desværre holder operationen kun i to
måneder, før det hele synker ned igen.
Kristina tilbydes endnu en operation, men hun venter to år med at takke ja, fordi første omgang var så
hård en proces.
Denne gang amputeres et stykke af livmoderhalsen, og blæren syes op på den resterende
livmoderhals.
Men mareridtet med de mange indgreb slutter ikke her. For efter at blæren endelig er kommet på
plads, får Kristina nu en rectocele. Det er når bagvæggen i skeden svækkes, så endetarmen falder ned
i skeden.
Det koster hende en tredje operation, hvor endetarmen også syes op på livmoderhalsen.
Usynligt syg
Når Kristina fortæller om alle de komplikationer underlivsprolaps har givet hende, er det uden at
fortrænge en mine.
“Man lærer at leve med mange ting. Når jeg sidder her og fortæller om det, så kan jeg godt forstå, at
man udefra bare tænker FUCK. Men jeg er jo blevet vant til det. Det har været mit liv de sidste mange
år, og det vil være mit liv resten af tiden.”

Men det har også krævet sin tilvænning, da det ikke altid har været lige så let at acceptere.
“De første mange år, var ikke nogen, der vidste det. Det var jo kun lige min lille, bitte familie, jeg tror
ikke engang, at mine veninder vidste det. Jeg fortalte det jo ikke til nogen, for jeg synes, det var så
klamt, at jeg f.eks. tissede i bukserne.”
Men den følelse og ensomhed med lidelsen vil Kristina gøre meget for, at andre kvinder ikke skal
gennemleve.
Derfor har hun oprettet instagram-profilen @av_mit_underliv, hvor hun åbent deler tanker og
erfaringer med et underliv, der gør ondt.
Det gør hun, for at andre kvinder med lidelsen kan finde et tilhørsforhold, og nogen at spejle sig i.
“Jeg tror virkelig, der er mange, der går rundt og føler, at de er totalt i stykker, og at de er Palle alene i
verden med det her. Hvis jeg kan gribe bare én derude i det her, og sige, du er ikke alene, så er det
nok for mig”
Hun bruger profilen lidt som en dagbog, der udover at hjælpe andre kvinder, også har været en måde
for Kristina at finde sig selv igen.
“Det har jo også hjulpet mig, det der med at sætte ord på, hvorfor man er syg, og hvad man er syg
med. For det er jo ikke noget, du kan se med det blotte øje – Det er jo at være usynligt syg”
Frit forum
Den dag i dag har Kristina Julstrøm levet med underlivsprolaps i snart 12 år, og selvom der er gået så
lang tid, påvirker symptomerne stadig Kristinas hverdag.
I ti år har Kristina insisteret på at arbejde fuldtid på sit job som sygeplejerske, på trods af smerterne.
Hun fik tilkendt flexjob for to år siden, og er for nylig gået ned i tid fra 12 til ni timer om ugen.
“Det er det der med at hjælpe andre, det er jo det, jeg har uddannet mig til, og det jeg brænder for.
Jeg har ikke været klar til at kaste håndklædet i ringen.”
Men hun kan dog tydeligt mærke en bedring efter hun begyndte i flexjob.
“Jeg har fået et helt andet liv. Nu kan jeg lige pludselig være mor, jeg kan være med til aktiviteter, jeg
kan gå ture – Jeg kan en masse ting, som jeg ikke kunne før, fordi jeg brugte alt mit krudt på arbejdet”
Sygeplejersken kan dog ikke lade vær med at hjælpe andre. I fremtiden håber Kristina på at bruge
mere af sit krudt på at skabe en forening eller lignende for kvinder med underlivsprolaps.
Til juni er hun ved at stable en samtalesalon på benene om nedsynkning af underlivet, det foregår i
Odense, med oplæg og samtaler for alle interesserede. Noget hun selv efterlyste, da hun følte sig
allermest alene med lidelsen.
“Det er et frit forum, hvor man kan stille spørgsmål, man kan grine og græde, man kan synes, at det
hele er noget lort, og man kan fortælle lige, hvad man har lyst til.”

Kvindelidelsen underlivsprolaps: For at behandle et problem, skal vi først være bevidste om det

Underlivsprolaps.
Et begreb der sikkert klinger hult for de fleste, men som dækker over en lidelse, der faktisk rammer
godt halvdelen af alle naturligt fødende kvinder.
Underlivsprolaps, bliver også kaldt nedsynkning eller genital prolaps.
Lidelsen får underlivets organer til at synke ned i eller ud af skeden, på grund af svækket bindevæv og
bækkenbundsmuskler, som ikke længere kan holde de forskellige organer på plads for neden.
Man kan dog også sagtens leve et helt liv med en nedsynkning, uden man nogensinde får symptomer
eller lægger mærke til det.
Men for nogle kvinder giver underlivsprolaps en række af symptomer som tyngdefornemmelse,
smerter, spændinger, inkontinens, afføringsproblemer, problemer med sexlivet, og kan have stor
betydning for kvindernes livskvalitet.

KVINDER MED UNDERLIVSPROLAPS
“Nu er det simpelthen blevet så voldsomt, at jeg ikke kan skjule mine smerter mere. Jeg har dagligt
ondt, så ondt, at når jeg kommer hjem fra arbejde, så ligger jeg faktisk ned det meste af aftenen.
Det betyder selvfølgelig rigtig meget i forhold til ens familie.” – Anonym
“Jeg kunne mærke at der var den her tyngde fornemmelse, og den her følelse af at være meget
åben og ikke rigtig kunne samle musklerne” – Charlotte Surabi Rønnebær
“Altså jeg gik jo nærmest heller ikke nogen steder. Jeg kunne ikke gå. Jeg havde det jo som om, der
hang noget nede mellem benene på mig.” – Kristina Julstrøm

Man kan dele underlivsprolaps op i forskellige kategorier, alt efter hvilket organ der synker ned i
skeden. Man kan også have flere nedsynkninger på en gang.
1: Den mest almindelige kaldes Cystocele, hvor det er blæren der synker ned i skeden
2: Hvis livmoderen synker mod skedens udgang kaldes det uterusprolaps
3: Hvis tydtarmen synker mod skedens udgang kaldes det enterocele
4: Hvis bagvæggen i skeden svækkes, kan endetarmen synke ind i skeden. Det kaldes rectocele

Heldigvis findes der også flere forskellige måder man kan behandle underlivsprolaps på. Metoden
afhænger dog af, hvor slem ens nedsynkning er.
Man kan få indført et støttepessar, som holder det nedsunkne underliv på plads og dermed
begrænser symptomerne. Man kan få flere forskellige operationer, der reparerer muskler og væv eller
sætter organerne på plads.
Eller man kan styrke underlivet ved forskellige genoptræningsøvelser.
Lidelsen inddeles i graderne fra 1-4, hvor fire er total prolaps, og nedsynkningen stikker ud af skeden.
Ikke farligt for alle, hæmmende for mange
Der er mange forskellige faktorer, som kan være årsag til lidelsen, som blandt andet genetik, vægt og
alder.
Men den største risikofaktor for at få en underlivsprolaps, er fødsel, fordi muskler og bindevæv i
kvindens underliv udsættes for så stort en belastning under fødslen.
Derfor er det også meget normalt at få en større eller mindre nedsynkning efter at have født, og lige
så normalt, at nedsynkningen går i sig selv igen, efter kroppen er kommet på plads oven på fødslen.
Lidelsen er heller ikke hverken farlig eller livstruende.
Men for de kvinder, der oplever symptomerne, er der ingen tvivl om, at underlivsprolaps fylder en
stor del i deres liv.

KVINDER MED UNDERLIVSPROLAPS
“Jeg skal tage rigtig mange hensyn i min hverdag. Altså jeg har gener, og jeg er hæmmet, og jeg vil
ikke være i stand til at passe et almindeligt lønarbejde” – Johanne Mathiasen
“Det har påvirket mit forhold rigtig meget. Jeg føler jo, at min krop er forkert, og det betyder meget
i forhold til at være sammen seksuelt. I de sidste halvanden år har det slet ikke været en mulighed
på grund af smerter.” – Anonym
“Jeg har oplevet, at mine symptomer er blevet forværret over tid. Både at jeg overhovedet ikke kan
være fysisk aktiv på samme måde, fordi jeg føler, at det bare hænger ud af mig, men også smerter i
forhold til sex” – Charlotte Surabi Rønnebær
“Men over de sidste 3 år, der er det bare taget til i smerter. Så jeg har taget en beslutning om, at
jeg ikke skal have flere børn, for det kan min krop simpelthen ikke holde til. Det sidste år har det
været så voldsomt, at jeg er blevet sendt hjem fra arbejde mange gange.” – Anonym

Ikke noget vi taler om
I 2021 fødte lidt over 50.000 kvinder i Danmark naturligt. Op mod 50% af de kvinder går muligvis
rundt med en underlivsprolaps.
På trods af, at så mange rammes af lidelsen, er det sjældent noget vi taler om.
Mange kvinder lider i stilhed, fordi komplikationer med underlivet ofte er forbundet med en skam,
som er med til at tabuisere lidelsen.
Skammen kan bunde i, at komplikationer med underlivet er privat og ret intimt.
Nogle kvinder føler sig utilstrækkelige og pinlige, og ender derfor med, at være alene med deres
lidelse, fordi det er for flovt at tale om.
Professor i gynækologi og obstetrik ved Odense Universitetshospital Martin Rudnicki oplever også, at
usynligheden forbundet med underlivsprolaps kan skyldes, at patienterne har svært ved at italesætte
de ting de fejler:
“Man snakker ikke om det og man går stille med det. Ofte er lidelsen jo også kombineret med, at du
ikke kan holde på urin eller afføring, og så bliver det endnu mere tabubelagt, fordi der er jo ikke nogen,
der synes, det er specielt attraktivt at tale om.”

En større bevidsthed om lidelsen
Karen Ruben Husby er læge på Afdeling for Kvindesygdomme, Graviditet og Fødsler på Herlev og
Gentofte Hospital. Hun har siden 2016 forsket i operationer af underlivsprolaps.
Hun fortæller, at det er hver 5. kvinde, der ender med en operation for underlivsprolaps, og mener
altså, at det er ret paradoksalt, at så få er bevidste om lidelsen.
Hun efterspørger en større bevidsthed om lidelsen
“Altså det er noget, der er så få, der snakker om, og i virkeligheden er det også noget, der er så få, der
er bevidste om findes – og det er på trods af, at hver femte kvinde, bliver opereret for det.
Det synes jeg er helt paradoksal, at der så ikke er mere fokus på det.”
Det ser hun som en af drivkræfterne bag hendes forskning.
“Jeg vil gerne være med til både at blive klogere på, hvordan vi bedre kan behandle alle de her
mange, mange kvinder, og være med til at påvirke andre til, at tale mere om det i samfundet.
Det er jo meget nemmere at gøre noget ved problemet, når vi er bevidste om, at det findes.”
Forsker Karen Ruben Husby peger dog på, at der er sket en del de sidste 10 år, og at vi er på rette vej,
når det kommer til oplysning om kvindesygdomme.
Men måske er vi ikke helt i mål endnu.
Kvindesygdomme nedprioriteres
Samtlige ti kvinder med underlivsprolaps interviewet til artiklen, havde aldrig hørt om
underlivsprolaps, før de fik diagnosen, hverken til fødselsforberedelse, samtaler ved jordemoder, eller
læst om det i diverse graviditets- og fødselsbøger.
Blandt artiklens kvinder med underlivsprolaps hersker der altså en enighed om, at de på ingen måder
var klædt på til at håndtere efterfødselskroppens nye komplikationer.

KVINDER MED UNDERLIVSPROLAPS
“Jeg sætter mig med spejlet, for at kigge på mig selv forneden. Det første og eneste, jeg kan kigge
på, at den her bule, som buler ud ved skedeåbningen. Jeg havde aldrig forestillet mig, at det kunne
se sådan der ud. Og jeg havde aldrig hørt nogen snakke om det, så jeg bliver ret forskrækket, men
kan simpelthen ikke rumme det. Så jeg holder rimelig hurtigt op med at kigge, og lægger spejlet fra
mig” – Lærke Skærlund
“Det viste sig, at endetarmen var faldet så langt ned, at den lå lige ved skedeåbningen.
Men det havde jeg jo aldrig hørt om, og jeg anede slet ikke hvad fanden der var galt. Jeg var bare
helt i panik. Det var ikke sådan min krop plejede at være, og jeg var fuldstændig uvidende om, hvad
der kunne gøre det ved mit underliv.” – Alexandra
“Jeg vidste jo ikke rigtig, hvad det var. Jeg prøvede at google mig frem til en masse, men på det her
tidspunkt, var det ikke noget man snakkede så meget om.
Der var heller ikke nogen i min omgangskreds, der vidste hvad det var.” – Kristina Julstrøm

Professor Martin Rudnicki mener, det kan hænge sammen med, at kvindelidelser og –sygdomme
generelt nedprioriteres:
“Det er svært at få økonomi til forskning inden for kvinders underliv. Det gælder jo alt fra
endometriose til blødningsproblemer og prolaps. Det er virkelig svært. Det er jo igen desværre en
forskelsbehandling, der er, i de fonde der giver midler.”
Formanden for Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi Annemette Wildfang Lykkebo, er enig. Hun
siger:
“Det er mere moderne at forske i sådan noget som hjertesygdomme eller diabetes. Og det er ikke,
fordi jeg ikke synes, det er vigtigt at forske i dem, men det er svært at få støtte til gynækologisk
forskning, og det har betydning for faget.”
Det er ikke kun i forskningen af lidelsen, at kvinderne og deres underliv prioriteres lavere.
Overlæge og lektor ved Kvindesygdomme og Fødsler på Sygehus Sønderjylland Finn Friis Lauszus,
mener også det handler om at gribe kvinderne i rette situation.
Ifølge ham, ser han helst at lægerne i almenpraksis opdager lidelsen ved efterfødselsundersøgelsen,
hvor det kun drejer sig om moren og hendes krop efter fødsel.

Men han erfarer desværre ofte, at lægerne ikke opdager det, og så går der meget længere tid før
kvinderne henvises til gynækologisk afdeling.
Han mener også, at det handler om prioritering, både fra læge og mor.
“Det prioriteres lavere. Motivation for at gøre noget, er der jo nok, men det ryger ned af stigen. Dertil
har moren jo også meget mere fokus på alle andres behov end hendes eget, og prioriterer sig selv
sidst.”

Hvem skal oplyse kvinderne?
Men hvis ikke lægerne opdager det efter fødslen, kunne man forestille sig, at kvinderne kunne klædes
på med mere viden allerede i graviditeten.
Alle danske kvinder tilbydes konsultation ved jordemoder minimum fem gange inden fødsel. Her
forberedes den gravide på den kommende fødsel, og får tjekket fosterets udvikling.
Ifølge Sundhedsstyrelsen anbefalinger for svangreomsorgen, har jordemoderen det faglige ansvar og
varetager forløbet under graviditet, fødsel, men også under barsel.
Formand for Jordemoderforeningen Lis Munk, mener ikke med sikkerhed, at det er jordemødres pligt
at oplyse om underlivsprolaps efter fødslen
“Jeg mener, at vi har en oplysningspligt i forbindelse med fødslen. Men måske ikke nødvendigvis, at vi
skal sige ordet prolaps, men sige noget om symptomer. Altså hvad er det du skal være opmærksom
på, og hvis du har nogle symptomer, så skal du søge hjælp”
Men hun mener dog bestemt, at jordemødre har et ansvar, når det kommer til at aftabuisere
komplikationer med underlivet og efterfødselskroppen.
Hun ser en positiv udvikling blandt yngre kvinder, når det kommer til fokus på et godt underliv og
sexliv efter fødsel, men siger:
“Selvom vi har rykket os gevaldigt i forhold til at informere om, hvad du kan forvente, og hvad du kan
gøre noget ved, og hvornår du skal sige til. Så er jeg helt overbevist om, at vi ikke er i mål med at
afstigmatisere og tale højt om det.
Der har vi da en pligt som jordemødre og sundhedspersonale, at åbne de døre så man ikke føler det
er noget man skal skamme sig over.”
Dog ser formanden for jordemoderforening mere mening i, at der bruges krudt på at informere om
underlivsprolaps i efterfødselsbehandlingen

Flere tvangsanbragte børn og unge i Danmark

Af Frida Ingeborg Petersen

Antallet af anbringelser uden samtykke er støt stigende, mens andre former for anbringelser er faldet de sidste ti år. Manglende forældresamarbejde og viden på området kan give problemer.

Tidligere indsats og flere bortadoptioner. ” Vi må entydigt tage børnenes parti.” sagde Børnenes Statsminister i sin tale på årets første dag.

Statsministeren fik sat udsatte børn øverst på den politiske dagsorden, med sit ønske om flere anbringelser. Det står i kontrast til tendensen de sidste ti år, hvor antallet af anbringelser af børn og unge udelukkende er faldet.
Til gengæld er antallet af anbringelser uden samtykke støt stigende. Fra 2011 til 2018 er antallet steget med 50%. Det kan være fordi, som Mette Frederiksen siger, at vi først og fremmest skal tage børnenes parti, og derfor tilsidesættes forældrenes ønsker og samtykke.

Antallet af anbringelser af udsatte børn og unge er faldende siden 2011, mens antallet af tvangsanbringelser til gengæld er stigende. Det viser tal fra Danmarks Statistikbank

Forældresamarbejde og individuelle vurderinger
I sagerne hvor der f.eks. er tale om særlig grov mishandling, skal kommunerne selvfølgelig ikke tøve med tvangsanbringelse, det siger Verne Pedersen, Forbundsnæstformand for Socialpædagogerne Landsforbund, men hun mener også at et samarbejde med forældrene er at foretrække, ikke for deres skyld, men for børnenes. ”Vi ved at jo mere man inddrager de involverede forældre i sagerne og samarbejder omkring det, jo bedre forløb og sammenhæng bliver der i anbringelsen.” siger hun.

Tvangsanbringelser er indiskutabelt nødvendige ”Men mange børn har brug for at deres forældre sig god for anbringelsen. Det er et generelt problem at børnene kommer i en konflikt, i forhold til at knytte sig til det sted hvor de er, fordi de ved at forældrene er imod det.” Siger Forbundsnæstformanden.

Ifølge Socialpædagogernes Landsforbund forløber anbringelser bedre, når forældrene til børnene samarbejder. Foto: Scanpix

Manglende viden
Det er svært at afgøre hvilke konsekvenser der kan være ved stigningen af tvangsanbringelser. Især fordi der ikke findes nok viden inden for området endnu. Det mener blandt andre Frank Cloyd Ebsen, forskningsleder og Docent ved Københavns Professionshøjskole. ”Jeg savner, at vi er mere inde i boksen, at vi er ude og kigge på, hvad kommunerne gør, vi er ude og høre hvad børnene siger for at finde ud af, om det går dem bedre. Ikke 20 år efter men efter 1-2 år, så vi kan se om det, der bliver gjort, faktisk virker,” siger han.

Frank Ebsen peger på at forskning er vigtig, men at det er vigtigere at de ansvarlige myndigheder sikrer sig at barnet har det godt. ”Hvis tvangsanbringelserne fortsætter med at stige, hvordan sikrer myndighederne sig så, at de børn der er tvangsanbragte, de faktisk har det okay, at de udvikler sig i den rigtige retning?” siger han.

Mor dømt for at overfalde sine børns stedmor med peberspray

Af Frida Ingeborg Petersen

Flere års familiekontroverser eskalerede i foråret i 2019 i Skads, Esbjerg, da uenigheder om en skoletaske endte i et peberspraysangreb.

I flere år havde en mor været i konflikt med faren til sine to sønner og havde især problemer med farens nye kone. I byretten påstod kvinden, at den nye kone truede og forvoldte psykisk terror mod hendes to sønner, når de blev passet hos faren. Efter sønnerne havde været på weekend ved faren, havde han beholdt den enes skoletaske og ville ikke udlevere den til anklagede, selvom hun gentagne gange havde bedt om den. Moren påstod, at sønnen ikke havde mulighed for at passe sin skole uden sine bøger.

I maj blev der endelig aftalt, at den anklagede kunne møde op på farens og den nye kones adresse i Skads for at hente tasken, hvis hun mødte op alene. Da moren kommer kørende ind på gårdspladsen, bliver en stor fjernstyret jernport prompte lukket bag bilen. Den anklagede følte, at hun var lokket i et baghold og havde derfor medbragt en peberspray for en sikkerheds skyld.
Da moren steg ud ad bilen, opstod et skænderi mellem den anklagede, den nye kone og konens veninde, der var på besøg.

På en lydoptagelse fremvist af anklageren i retten høres mundhuggeri, og pludselig råber veninden til konen ”du skal fandeme ikke true hende”. Ifølge de to ofre truer den anklagede med en knytnæve og tager derefter en peberspray frem og sigter, samt affyrer i øjnene på både konen og veninden.

Den anklagede var ikke klar over, at hun blev optaget. Inden lydfilen afspilles i retten, kigger hun tilbage på sin veninde, som hun har taget med som tilskuer. Hun hvisker ”typisk” og ruller så med øjnene i irritation.

Handlede i nødværge?
I retten passer de to ofres vidneforklaringer med hinanden. Der er en del uoverensstemmelser med den anklagedes forklaring om hændelsen. Hun påstår, at de to ofre slog ud efter hende og tog hårdt fat i hendes arm, så hun derfor handlede i nødværge. Derudover mener hun også, at hun ikke sigtede direkte efter øjnene, men bare sprayede ud i luften i selvforsvar.

Hun erkender sig derfor skyldig i besiddelse af et våben og erkender, at hun brugte det, men hun mener ikke, at hun havde anden mulighed end at forsvare sig selv. På baggrund af vidneforklaringer, lydoptagelsen og en tidligere betinget voldsstraf, mener anklageren dog, at moren bør straffes med tre måneders ubetinget fængsel og en bøde på 3000 kr. for besiddelse af et våben. 

Efter votering kom dommerne til enighed om, at anklagede skal straffes med 30 dages ubetinget fængsel for grov vold.

Anslag: 2609
Korrektur: Jacob Brun

“Når jeg havde det allerbedst, så var jeg ikke til”

At være afhængig af livstruende stoffer allerede som teenager. At prostituere sig selv for at have et sted at sove. At miste et barn til vuggedøden. At forelske sig i en morddømt. At svigte sin datter, når behovet for stoffer bliver vigtigere end dit eget barn. Et ondt mareridt, hvor ingen kære mor eller far kommer og vækker dig.

tekst og foto af Frida Ingeborg Petersen

Alt sammen den hårde virkelighed for 53-årige Bettina Elisabeth Ihler, eller Betty som hun kaldes. Hun voksede op i et hjem med fire børn, en mor der var hjemmegående og en far der var havnearbejder. ”Når man var havnearbejder, så drak man rigtig mange bajer, og det var min far rigtig god til. Man vidste aldrig hvornår han kom hjem eller i hvilken tilstand.”
Dog var hendes mor rigtig dygtig til at sørge for at alt så godt ud udadtil. Alle børnene var altid rene og pæne, så ingen opfattede hvad der foregik i hjemmet. Da forældrene skilles, finder moren en spritterkæreste, der begynder at tage gadens sprittere med hjem. Betty fandt på samme tid ud af, at hendes far havde haft en affære, som havde resulteret i en halvbror, der nu blev favoriseret af hendes far. Svigtet fra forældrene gør hende voldig og højtråbende, fordi hun ikke kan finde ud af at bede om hjælp og heller aldrig får noget. Hun stikker af hjemmefra som 13-årig og begynder at drikke og ryge hash med voksne mænd, der går i seng med hende. ”Så havde jeg jo et sted at sove. Jeg lavede egentlig så meget ravage, i håb om at min mor ville komme og hente mig. Men det gjorde hun ikke.” Hun finder et tilhørssted på det gamle spillested Femkanten, hvor andre unge uden bekymrede forældre hænger ud. ”Jeg tænkte aldrig på ’skal jeg ryge med på det her hash, er det nu godt?’ For jeg var bare så bange for at skille mig ud. Så var der en der havde piller en dag. Jeg kiggede bare på hvor mange de andre tog, og så åd jeg det samme. Jeg vidste ikke engang hvad det var. Så var det amfetamin, så var det kokain og LSD. Så kom det brune rygeheroin ind i billedet, det prøvede jeg desværre også”

Fred på galeanstalten
Om natten søger hun efter liv i latinerkvarteret. Her finder hun de ”gamle, hardcore, narkopiger” der står og trækker på gaden. De forbarmer de sig over hende og hun bliver deres nummerpladepige, som hun får lidt stoffer eller penge for. Nogle gange tjener hun nok til at leje et værelse på et luderhotel, hvor ingen sætter spørgsmålstegn ved en lille påvirket pige.

Men det gør Bettys sagsbehandler til gengæld. Hun ved godt, at hvis der ikke snart findes en løsning, er hun fortabt til gaden. Hun matcher hende op med familieterapeuten Ilse Wilmot der, fra første dag, tager hende med hjem til sit og hendes mands, Jacob Haugaards, hus i Malling i 1983. ”Jeg er vokset op sådan et sted, hvor alting så godt ud udadtil, men der var kaos indenfor. Så kommer jeg hjem til Jacob og Ilse. Det første jeg ser når jeg kommer ind i deres entre, er de smukkeste knagerækker, men alt tøjet ligger på gulvet, og skoene stod ikke parvis, som de gjorde på række hjemme ved os, her lå de bare i et bjerg og man skulle være heldig, hvis man kunne finde to ens par. Jeg kom ud i køkkenet og der sidder Rulle (Wilmot og Haugaards datter) på gulvet i et par røde, hullede strømpebukser og en islændersweater og ser bare så tilfreds ud. Og så står der verdens grimmeste mand i sådan en kedeldragt med alle mulige mærkelige mærkater og to forskellige strømper. Han var ranglet og havde sådan noget langt, tyndt, slasket hår, og jeg tænkte bare; Hvad fanden sker der her, man? Det er en galeanstalt.” Det var alt andet end hun kom fra og her flytter hun ind ved familien. For første gang i lang tid møder hun noget medgang, og folk der giver hende anerkendelse og tillid. Her får hun at vide, at hun er den bedste til alt hvad hun foretager sig.

Hus Forbi Værestedet i Jægergårdsgade. Betty er tidligere bruger af stedet, men er i dag ansat 20 timer om ugen

Levende død
Lige før hun bliver 18 år, opfordrer Ilse og Jacob hende til en uddannelse, så hun tager på søfartsskolen for at kunne sejle ud i verden, og hun får en hyre på en coaster.
På sådan en lille båd, hvor bølgerne går højt, rammer man hårdt ind i hinanden. Betty rammer tilfældigvis ind i den smukke, unge Thomas, som hun bliver gravid med som 18-årig og skal derfor i land og finde en bolig. De to får to børn sammen. Nu var hun ude af stofferne og havde fået sig sin egen familie, som hun ønskede at give alt det, hun aldrig selv havde fået.
En aften skal Thomas og Betty ud at spise. Deres yngste pige, Charlotte, på knap tre måneder, bliver passet hjemme af Bettys søster. De kommer sent hjem, kysser den lille baby og hører hende grynte tilfreds i vuggen. Hun lægger sig til at sove, men vågner forskrækket op ved at det er blevet lyst udenfor. Hun har slet ikke har hørt babyen i løbet af natten. ”Jeg lægger hånden op til hende i vuggen, og kan mærke at hun er der. Men hun er der alligevel ikke sådan rigtigt. Så rejser jeg mig op og finder min egen lille datter død” Her må Betty tage en meget dyb indånding for at bevare fatningen, men hendes øjne fyldes med vand og stemmen knækker over mens hun fortæller. Hun taler hurtigt videre, for ikke at dvæle for længe ved den utænkelige sorg. Forældreparret på kun 20 år, kan ikke udholde tragedien sammen, så de glider fra hinanden. Efter nogle hårde år, ender Betty ud i heroinmisbrug igen, som hun finansierer ved at stjæle og prostituere sig selv. Livsstilen skubber den ældste, nu 16-årige, datter ud af Bettys liv.
”Når man kokser på heroin, så er der bare en indre ro og fred. Du hverken tænker, føler eller mærker noget. Du er faktisk levende død. Det er jo tankevækkende at man ikke engang har lyst til at være til. Når jeg havde det allerbedst, så var jeg ikke til” Igen fyldes øjnene med vand og hun får svært ved at tale. Det er en af de perioder der gør allermest ondt i hendes liv. I dag bringer det stadig skyld og skam, når hun tænker på det svigt hun har givet sin datter. Det selv samme svigt hun led under. I dag har hun og datteren dog et stærkt sammenhold. Da hendes første barnebarn var tre år, bankede datteren på døren og stillede et ultimatum: Os eller stofferne. Siden da har Betty aldrig set sig tilbage og det er datteren stolt af, hun bebrejder ikke sin mor, da hun har set hende bestige de højeste bjerge.  

”EJ JACOB! Er klokken allerede et?” Hviner Betty af, hvad der ligner, gensynsglæde, da Jacob Haugaard træder ind ad døren. Hun er stadig tæt knyttet til sin tidligere plejefamilie og hun må videre på tur med Jacob, der fortæller at han altid har set hende som sin egen datter.
I dag bor Betty Ihler i et rækkehus i Storbylandsbyen med sin hund. Her har hun opbygget en velfungerende hverdag.
Hun deler ud af sin livserfaring, for at hjælpe andre, der er endt i det liv hun før kendte til. Blandt andet som guide på Povertywalk, som foredragsholder og på hendes job på Hus Forbi Værestedet på havnen i Århus. Det ses tydeligt at Betty i dag, er en anden kvinde, end hende hun fortæller om fra fortiden.

Som teenager kom Betty i pleje ved Jacob Haugaard og hans kone Ilse Wilmot
Det værste og det bedste Betty tager med sig, fra et liv som narkoman på gaden

Antal anslag: 6483