af Frida Ingeborg Petersen

Musik fylder ubeskriveligt meget for Peter Brøndsted. Så meget at han aldrig kunne leve foruden. Forældrenes tidlige introdution til livekoncerter, skabte grobund for drømmen om en musikkarriere

”Peter har den gren så kær, hvorpå trommen hænger, hver gang han den kommer nær, vil han ikke længer.” Den klassiske julesang fra 1848, kunne ligeså godt være skrevet i vores tid om Peter Brøndsted. Det har han i hvert fald altid fået at vide af sin musikglade familie.
For Peter fylder musikken så meget, at han knap nok kan sætte ord på det. Han ville aldrig kunne klare sig en hel dag uden. Han har brug for at høre eller spille musik hver dag, og det kommer helt automatisk til ham. ”Det er ikke noget jeg sådan tænker over, om jeg bruger det eller ej. Jeg gør det bare, jeg søger altid hen imod det”.
Musikken er en katalysator for et glad sind, han bruger den til at styrke sin mentalitet og humør, for uden den bliver han irriteret.

Lov til at smadre trommer
Kærligheden til det musikalske har han ikke fra nogen fremmede. Hans forældre spiller ikke på instrumenter, men der blev altid lyttet til musik både i barndomshjemmet og til koncerter. ”Det har altid været en selvfølge at man satte noget musik på. En form for et kram, en eller anden følelse af at man ikke er helt alene, sådan at der altid er noget musik der spiller.”
Hans forældre tog ham til Musik og Bevægelse, som meget lille dreng. Der stiftede han bekendtskab med bongotrommerne, og det var kærlighed ved første blik. ”Derefter vidste jeg bare at jeg rigtig gerne ville have lov til at smadre nogle trommer.” Så Peter gik til trommeundervisning i Holstebro, allerede som 7-årig. Dernæst lærte han sig selv at spille klaver, guitar og bas, som det musikalsk begavede menneske han nu engang er.

”Det har altid været en selvfølge at man satte noget musik på. En form for et kram, en eller anden følelse af at man ikke er helt alene”

Peter Brøndsted, 22 år

Vil det bedste for musikken
Derfor er der heller ingen tvivl om, hvilken karriere, Peter drømmer om. Om det er som musiker, sangskriver eller anmelder, er musikken uundgåelig.
Presset kan dog godt blive lidt for stort, når man er perfektionistisk med alt hvad man rør ved. Det er svært at være musiker, hvis man går på scenen med en intention om at alt skal fungere til UG. Så kan det næsten kun gå galt, mener Peter. Han ved godt at han skal lære at slappe mere af, og det skal nok komme hen ad vejen, som han udvikler sig og finder ud af hvad han vil.

”Nu tager jeg lige en uddannelse, og gør det der er ansvarligt, normalt osv. Tanken om en musisk karriere har jeg gjort mig, fordi hver gang jeg står til en koncert, så får jeg den der tanke: ’Det kunne satme være fedt at stå på den anden side.’ Det kræver bare enormt meget”
Om ca. 3 år er han uddannet journalist fra DMJX, og så kunne det også være oplagt at blive musikanmelder. For en der føler sig så enormt veltilpas til livekoncerter, ville det være optimalt at leve af. Men han er betænkelig ved ideen. For det kan ende med at blive trættende, hvis man altid skal møde op med analysebrillen. Frygten for at ende som en bitter Thomas Treo, vil Peter ikke fornægte. Skulle man f.eks. anmelde et band, man slet ikke bryder sig om, kan det måske være kompliceret at forholde sig objektivt. ”Jeg synes at musik er en svær størrelse, for et eller andet sted vil det altid være subjektiv, det er en følelse man får.” Med sin erfaring og talent, tror han dog på, at han kunne agere professionelt og sætte pris på alle musikgenrer og kunstnere, uagtet personlig smag. Han mener at han vil musikken det bedste i alle henseender.