At være afhængig af livstruende stoffer allerede som teenager. At prostituere sig selv for at have et sted at sove. At miste et barn til vuggedøden. At forelske sig i en morddømt. At svigte sin datter, når behovet for stoffer bliver vigtigere end dit eget barn. Et ondt mareridt, hvor ingen kære mor eller far kommer og vækker dig.

tekst og foto af Frida Ingeborg Petersen

Alt sammen den hårde virkelighed for 53-årige Bettina Elisabeth Ihler, eller Betty som hun kaldes. Hun voksede op i et hjem med fire børn, en mor der var hjemmegående og en far der var havnearbejder. ”Når man var havnearbejder, så drak man rigtig mange bajer, og det var min far rigtig god til. Man vidste aldrig hvornår han kom hjem eller i hvilken tilstand.”
Dog var hendes mor rigtig dygtig til at sørge for at alt så godt ud udadtil. Alle børnene var altid rene og pæne, så ingen opfattede hvad der foregik i hjemmet. Da forældrene skilles, finder moren en spritterkæreste, der begynder at tage gadens sprittere med hjem. Betty fandt på samme tid ud af, at hendes far havde haft en affære, som havde resulteret i en halvbror, der nu blev favoriseret af hendes far. Svigtet fra forældrene gør hende voldig og højtråbende, fordi hun ikke kan finde ud af at bede om hjælp og heller aldrig får noget. Hun stikker af hjemmefra som 13-årig og begynder at drikke og ryge hash med voksne mænd, der går i seng med hende. ”Så havde jeg jo et sted at sove. Jeg lavede egentlig så meget ravage, i håb om at min mor ville komme og hente mig. Men det gjorde hun ikke.” Hun finder et tilhørssted på det gamle spillested Femkanten, hvor andre unge uden bekymrede forældre hænger ud. ”Jeg tænkte aldrig på ’skal jeg ryge med på det her hash, er det nu godt?’ For jeg var bare så bange for at skille mig ud. Så var der en der havde piller en dag. Jeg kiggede bare på hvor mange de andre tog, og så åd jeg det samme. Jeg vidste ikke engang hvad det var. Så var det amfetamin, så var det kokain og LSD. Så kom det brune rygeheroin ind i billedet, det prøvede jeg desværre også”

Fred på galeanstalten
Om natten søger hun efter liv i latinerkvarteret. Her finder hun de ”gamle, hardcore, narkopiger” der står og trækker på gaden. De forbarmer de sig over hende og hun bliver deres nummerpladepige, som hun får lidt stoffer eller penge for. Nogle gange tjener hun nok til at leje et værelse på et luderhotel, hvor ingen sætter spørgsmålstegn ved en lille påvirket pige.

Men det gør Bettys sagsbehandler til gengæld. Hun ved godt, at hvis der ikke snart findes en løsning, er hun fortabt til gaden. Hun matcher hende op med familieterapeuten Ilse Wilmot der, fra første dag, tager hende med hjem til sit og hendes mands, Jacob Haugaards, hus i Malling i 1983. ”Jeg er vokset op sådan et sted, hvor alting så godt ud udadtil, men der var kaos indenfor. Så kommer jeg hjem til Jacob og Ilse. Det første jeg ser når jeg kommer ind i deres entre, er de smukkeste knagerækker, men alt tøjet ligger på gulvet, og skoene stod ikke parvis, som de gjorde på række hjemme ved os, her lå de bare i et bjerg og man skulle være heldig, hvis man kunne finde to ens par. Jeg kom ud i køkkenet og der sidder Rulle (Wilmot og Haugaards datter) på gulvet i et par røde, hullede strømpebukser og en islændersweater og ser bare så tilfreds ud. Og så står der verdens grimmeste mand i sådan en kedeldragt med alle mulige mærkelige mærkater og to forskellige strømper. Han var ranglet og havde sådan noget langt, tyndt, slasket hår, og jeg tænkte bare; Hvad fanden sker der her, man? Det er en galeanstalt.” Det var alt andet end hun kom fra og her flytter hun ind ved familien. For første gang i lang tid møder hun noget medgang, og folk der giver hende anerkendelse og tillid. Her får hun at vide, at hun er den bedste til alt hvad hun foretager sig.

Levende død
Lige før hun bliver 18 år, opfordrer Ilse og Jacob hende til en uddannelse, så hun tager på søfartsskolen for at kunne sejle ud i verden, og hun får en hyre på en coaster.
På sådan en lille båd, hvor bølgerne går højt, rammer man hårdt ind i hinanden. Betty rammer tilfældigvis ind i den smukke, unge Thomas, som hun bliver gravid med som 18-årig og skal derfor i land og finde en bolig. De to får to børn sammen. Nu var hun ude af stofferne og havde fået sig sin egen familie, som hun ønskede at give alt det, hun aldrig selv havde fået.
En aften skal Thomas og Betty ud at spise. Deres yngste pige, Charlotte, på knap tre måneder, bliver passet hjemme af Bettys søster. De kommer sent hjem, kysser den lille baby og hører hende grynte tilfreds i vuggen. Hun lægger sig til at sove, men vågner forskrækket op ved at det er blevet lyst udenfor. Hun har slet ikke har hørt babyen i løbet af natten. ”Jeg lægger hånden op til hende i vuggen, og kan mærke at hun er der. Men hun er der alligevel ikke sådan rigtigt. Så rejser jeg mig op og finder min egen lille datter død” Her må Betty tage en meget dyb indånding for at bevare fatningen, men hendes øjne fyldes med vand og stemmen knækker over mens hun fortæller. Hun taler hurtigt videre, for ikke at dvæle for længe ved den utænkelige sorg. Forældreparret på kun 20 år, kan ikke udholde tragedien sammen, så de glider fra hinanden. Efter nogle hårde år, ender Betty ud i heroinmisbrug igen, som hun finansierer ved at stjæle og prostituere sig selv. Livsstilen skubber den ældste, nu 16-årige, datter ud af Bettys liv.
”Når man kokser på heroin, så er der bare en indre ro og fred. Du hverken tænker, føler eller mærker noget. Du er faktisk levende død. Det er jo tankevækkende at man ikke engang har lyst til at være til. Når jeg havde det allerbedst, så var jeg ikke til” Igen fyldes øjnene med vand og hun får svært ved at tale. Det er en af de perioder der gør allermest ondt i hendes liv. I dag bringer det stadig skyld og skam, når hun tænker på det svigt hun har givet sin datter. Det selv samme svigt hun led under. I dag har hun og datteren dog et stærkt sammenhold. Da hendes første barnebarn var tre år, bankede datteren på døren og stillede et ultimatum: Os eller stofferne. Siden da har Betty aldrig set sig tilbage og det er datteren stolt af, hun bebrejder ikke sin mor, da hun har set hende bestige de højeste bjerge.  

”EJ JACOB! Er klokken allerede et?” Hviner Betty af, hvad der ligner, gensynsglæde, da Jacob Haugaard træder ind ad døren. Hun er stadig tæt knyttet til sin tidligere plejefamilie og hun må videre på tur med Jacob, der fortæller at han altid har set hende som sin egen datter.
I dag bor Betty Ihler i et rækkehus i Storbylandsbyen med sin hund. Her har hun opbygget en velfungerende hverdag.
Hun deler ud af sin livserfaring, for at hjælpe andre, der er endt i det liv hun før kendte til. Blandt andet som guide på Povertywalk, som foredragsholder og på hendes job på Hus Forbi Værestedet på havnen i Århus. Det ses tydeligt at Betty i dag, er en anden kvinde, end hende hun fortæller om fra fortiden.

Antal anslag: 6483