Af Frida Ingeborg Petersen

Antallet af anbringelser uden samtykke er støt stigende, mens andre former for anbringelser er faldet de sidste ti år. Manglende forældresamarbejde og viden på området kan give problemer.

Tidligere indsats og flere bortadoptioner. ” Vi må entydigt tage børnenes parti.” sagde Børnenes Statsminister i sin tale på årets første dag.

Statsministeren fik sat udsatte børn øverst på den politiske dagsorden, med sit ønske om flere anbringelser. Det står i kontrast til tendensen de sidste ti år, hvor antallet af anbringelser af børn og unge udelukkende er faldet.
Til gengæld er antallet af anbringelser uden samtykke støt stigende. Fra 2011 til 2018 er antallet steget med 50%. Det kan være fordi, som Mette Frederiksen siger, at vi først og fremmest skal tage børnenes parti, og derfor tilsidesættes forældrenes ønsker og samtykke.

Forældresamarbejde og individuelle vurderinger
I sagerne hvor der f.eks. er tale om særlig grov mishandling, skal kommunerne selvfølgelig ikke tøve med tvangsanbringelse, det siger Verne Pedersen, Forbundsnæstformand for Socialpædagogerne Landsforbund, men hun mener også at et samarbejde med forældrene er at foretrække, ikke for deres skyld, men for børnenes. ”Vi ved at jo mere man inddrager de involverede forældre i sagerne og samarbejder omkring det, jo bedre forløb og sammenhæng bliver der i anbringelsen.” siger hun.

Tvangsanbringelser er indiskutabelt nødvendige ”Men mange børn har brug for at deres forældre sig god for anbringelsen. Det er et generelt problem at børnene kommer i en konflikt, i forhold til at knytte sig til det sted hvor de er, fordi de ved at forældrene er imod det.” Siger Forbundsnæstformanden.

Manglende viden
Det er svært at afgøre hvilke konsekvenser der kan være ved stigningen af tvangsanbringelser. Især fordi der ikke findes nok viden inden for området endnu. Det mener blandt andre Frank Cloyd Ebsen, forskningsleder og Docent ved Københavns Professionshøjskole. ”Jeg savner, at vi er mere inde i boksen, at vi er ude og kigge på, hvad kommunerne gør, vi er ude og høre hvad børnene siger for at finde ud af, om det går dem bedre. Ikke 20 år efter men efter 1-2 år, så vi kan se om det, der bliver gjort, faktisk virker,” siger han.

Frank Ebsen peger på at forskning er vigtig, men at det er vigtigere at de ansvarlige myndigheder sikrer sig at barnet har det godt. ”Hvis tvangsanbringelserne fortsætter med at stige, hvordan sikrer myndighederne sig så, at de børn der er tvangsanbragte, de faktisk har det okay, at de udvikler sig i den rigtige retning?” siger han.