Godt halvdelen af alle kvinder der har født naturligt, får en underlivsprolaps. Men du har muligvis
aldrig hørt om lidelsen. Det havde Kristina Julstrøm heller ikke, før hun selv fik det konstateret, som
vendte op og ned på alt i hendes liv.
I dag håber hun på, at andre kvinder ikke længere skal skamme sig over symptomerne, som hun selv
gjorde i mange år.
Af Frida Ingeborg T. Petersen

Kristina smækker benene op i stigbøjlerne og lægen begynder den gynækologiske undersøgelse af
hendes underliv. Et underliv der lige har gennemgået en fødsel to måneder tidligere.
Hun har selv en følelse af, at noget ikke er, som det plejer at være. Men måske er det bare sådan, det
er, efter man for første gang har født et barn?
“Så kan jeg bare se på lægens ansigt, at der er et eller andet helt galt.”
Allerede der bekræftes Kristina i sine bange anelser. Det ser ikke så godt ud det her får hendes læge
sagt. Der er noget galt.
Kristinas læge er ikke klar over, hvad det er, der er galt, og griber derfor røret med det samme, for at
få hende henvist til en gynækolog på Odense Universitets Hospital, som kan opklare, hvad der er galt
med Kristinas underliv.
Kristina Julstrøm er på dette tidspunkt i 2011, ved sin første efterfødselsundersøgelse hos egen læge.
22 år gammel nybagt mor, som aldrig før har hørt om lidelsen underlivsprolaps – uden anelse om,
hvor meget det skal komme til, at fylde i hendes liv.
Tyndefornemmelse og smerter
Måneden inden bevæger Kristina sig ud for første gang efter at have født. Der er fødselsdag ved
naboen i Odense, hvor Kristina også i dag bor med sin mand og nu to børn.
“På et tidspunkt skal jeg tisse, og tænkte: jeg går bare hjem på toilet.
Men så når jeg faktisk kun ud ad naboens hoveddør, og så tisser jeg bare. Jeg kan slet ikke styre det på
nogen måde. Jeg går hjem, skifter tøj, går i bad, og siger det faktisk ikke rigtig til nogen.” fortæller
Kristina.
Det bliver ikke et enkeltstående tilfælde for Kristina. Hun kan ikke længere holde på vandet, når hun
skal tisse meget.
Hun begynder også at mærke en tyngdefornemmelse for neden, og smerter når hun sidder ned for
længe, hvilket man gør rigtig meget med en nyfødt baby, der ammer.

Braste barselsdrømme
Efter lægens besked, er Kristina bange og bekymret for, hvad det er hun fejler.
Men der skal gå yderligere to måneder før hun kommer til undersøgelse på gynækologisk afdeling.
Hun sættes i en venteposition, der braser forestilling om, hvordan en barsel skal være:
“Jeg turde jo ikke gøre noget som helst, jeg sad bare hjemme.
Det var ikke lige det, man havde regnet med, når man skulle på barsel. Jeg havde jo drømt om at gå
på café, ud og gå lange ture, babysvømning, og babygymnastik. Men det var bare ting, jeg ikke
kunne.”
Kristina bliver på hospitalet tilset af en overlæge, der fortæller hende, at hun har cystocele. Det er den
mest udbredte form for underlivsprolaps, hvor blæren synker ned i skeden, fordi skedens forreste
væg er blevet skadet eller svækket.

“Han talte som om, at det var det mest normale i hele verden. Men for mig var det jo på ingen måde
normalt.”
Til undersøgelsen informerer lægen Kristina om, at det skal opereres væk, men det er mest
hensigtsmæssigt, at vente til hun har født de børn, hun skal have. Indtil da får hun sat et støttepessar
op, som skal holde blæren og underlivet på plads.
Dette er en symptombehandling, som hjælper på tyngdefornemmelsen og den ufrivillige vandladning.
Lægen fortæller, at det er en midlertidig løsning, så Kristina kan fortsætte med at leve sit liv, gå på
arbejde, få de børn, hun vil have – men lige så snart, hun vil blive gravid, så vil det falde ned igen.
De mange operationer
Kristina og hendes mand bliver dog enige om, at de skal have barn nummer to. Men denne gang er
graviditeten en hel anden.
Hun er sengeliggende og fuldtidssygemeldt fra sig arbejde som sygeplejerske i alle ni måneder af
graviditeten, fordi det presser for meget på hendes underliv.
Efter graviditeten tager hun imod tilbuddet om en operation af underlivet i 2016.

Her forsøger de at sy det svækkede bindevæv sammen. Desværre holder operationen kun i to
måneder, før det hele synker ned igen.
Kristina tilbydes endnu en operation, men hun venter to år med at takke ja, fordi første omgang var så
hård en proces.
Denne gang amputeres et stykke af livmoderhalsen, og blæren syes op på den resterende
livmoderhals.
Men mareridtet med de mange indgreb slutter ikke her. For efter at blæren endelig er kommet på
plads, får Kristina nu en rectocele. Det er når bagvæggen i skeden svækkes, så endetarmen falder ned
i skeden.
Det koster hende en tredje operation, hvor endetarmen også syes op på livmoderhalsen.
Usynligt syg
Når Kristina fortæller om alle de komplikationer underlivsprolaps har givet hende, er det uden at
fortrænge en mine.
“Man lærer at leve med mange ting. Når jeg sidder her og fortæller om det, så kan jeg godt forstå, at
man udefra bare tænker FUCK. Men jeg er jo blevet vant til det. Det har været mit liv de sidste mange
år, og det vil være mit liv resten af tiden.”

Men det har også krævet sin tilvænning, da det ikke altid har været lige så let at acceptere.
“De første mange år, var ikke nogen, der vidste det. Det var jo kun lige min lille, bitte familie, jeg tror
ikke engang, at mine veninder vidste det. Jeg fortalte det jo ikke til nogen, for jeg synes, det var så
klamt, at jeg f.eks. tissede i bukserne.”
Men den følelse og ensomhed med lidelsen vil Kristina gøre meget for, at andre kvinder ikke skal
gennemleve.
Derfor har hun oprettet instagram-profilen @av_mit_underliv, hvor hun åbent deler tanker og
erfaringer med et underliv, der gør ondt.
Det gør hun, for at andre kvinder med lidelsen kan finde et tilhørsforhold, og nogen at spejle sig i.
“Jeg tror virkelig, der er mange, der går rundt og føler, at de er totalt i stykker, og at de er Palle alene i
verden med det her. Hvis jeg kan gribe bare én derude i det her, og sige, du er ikke alene, så er det
nok for mig”
Hun bruger profilen lidt som en dagbog, der udover at hjælpe andre kvinder, også har været en måde
for Kristina at finde sig selv igen.
“Det har jo også hjulpet mig, det der med at sætte ord på, hvorfor man er syg, og hvad man er syg
med. For det er jo ikke noget, du kan se med det blotte øje – Det er jo at være usynligt syg”
Frit forum
Den dag i dag har Kristina Julstrøm levet med underlivsprolaps i snart 12 år, og selvom der er gået så
lang tid, påvirker symptomerne stadig Kristinas hverdag.
I ti år har Kristina insisteret på at arbejde fuldtid på sit job som sygeplejerske, på trods af smerterne.
Hun fik tilkendt flexjob for to år siden, og er for nylig gået ned i tid fra 12 til ni timer om ugen.
“Det er det der med at hjælpe andre, det er jo det, jeg har uddannet mig til, og det jeg brænder for.
Jeg har ikke været klar til at kaste håndklædet i ringen.”
Men hun kan dog tydeligt mærke en bedring efter hun begyndte i flexjob.
“Jeg har fået et helt andet liv. Nu kan jeg lige pludselig være mor, jeg kan være med til aktiviteter, jeg
kan gå ture – Jeg kan en masse ting, som jeg ikke kunne før, fordi jeg brugte alt mit krudt på arbejdet”
Sygeplejersken kan dog ikke lade vær med at hjælpe andre. I fremtiden håber Kristina på at bruge
mere af sit krudt på at skabe en forening eller lignende for kvinder med underlivsprolaps.
Til juni er hun ved at stable en samtalesalon på benene om nedsynkning af underlivet, det foregår i
Odense, med oplæg og samtaler for alle interesserede. Noget hun selv efterlyste, da hun følte sig
allermest alene med lidelsen.
“Det er et frit forum, hvor man kan stille spørgsmål, man kan grine og græde, man kan synes, at det
hele er noget lort, og man kan fortælle lige, hvad man har lyst til.”