Underlivsprolaps.
Et begreb der sikkert klinger hult for de fleste, men som dækker over en lidelse, der faktisk rammer
godt halvdelen af alle naturligt fødende kvinder.
Underlivsprolaps, bliver også kaldt nedsynkning eller genital prolaps.
Lidelsen får underlivets organer til at synke ned i eller ud af skeden, på grund af svækket bindevæv og
bækkenbundsmuskler, som ikke længere kan holde de forskellige organer på plads for neden.
Man kan dog også sagtens leve et helt liv med en nedsynkning, uden man nogensinde får symptomer
eller lægger mærke til det.
Men for nogle kvinder giver underlivsprolaps en række af symptomer som tyngdefornemmelse,
smerter, spændinger, inkontinens, afføringsproblemer, problemer med sexlivet, og kan have stor
betydning for kvindernes livskvalitet.
KVINDER MED UNDERLIVSPROLAPS
“Nu er det simpelthen blevet så voldsomt, at jeg ikke kan skjule mine smerter mere. Jeg har dagligt
ondt, så ondt, at når jeg kommer hjem fra arbejde, så ligger jeg faktisk ned det meste af aftenen.
Det betyder selvfølgelig rigtig meget i forhold til ens familie.” – Anonym
“Jeg kunne mærke at der var den her tyngde fornemmelse, og den her følelse af at være meget
åben og ikke rigtig kunne samle musklerne” – Charlotte Surabi Rønnebær
“Altså jeg gik jo nærmest heller ikke nogen steder. Jeg kunne ikke gå. Jeg havde det jo som om, der
hang noget nede mellem benene på mig.” – Kristina Julstrøm
Man kan dele underlivsprolaps op i forskellige kategorier, alt efter hvilket organ der synker ned i
skeden. Man kan også have flere nedsynkninger på en gang.
1: Den mest almindelige kaldes Cystocele, hvor det er blæren der synker ned i skeden
2: Hvis livmoderen synker mod skedens udgang kaldes det uterusprolaps
3: Hvis tydtarmen synker mod skedens udgang kaldes det enterocele
4: Hvis bagvæggen i skeden svækkes, kan endetarmen synke ind i skeden. Det kaldes rectocele
Heldigvis findes der også flere forskellige måder man kan behandle underlivsprolaps på. Metoden
afhænger dog af, hvor slem ens nedsynkning er.
Man kan få indført et støttepessar, som holder det nedsunkne underliv på plads og dermed
begrænser symptomerne. Man kan få flere forskellige operationer, der reparerer muskler og væv eller
sætter organerne på plads.
Eller man kan styrke underlivet ved forskellige genoptræningsøvelser.
Lidelsen inddeles i graderne fra 1-4, hvor fire er total prolaps, og nedsynkningen stikker ud af skeden.
Ikke farligt for alle, hæmmende for mange
Der er mange forskellige faktorer, som kan være årsag til lidelsen, som blandt andet genetik, vægt og
alder.
Men den største risikofaktor for at få en underlivsprolaps, er fødsel, fordi muskler og bindevæv i
kvindens underliv udsættes for så stort en belastning under fødslen.
Derfor er det også meget normalt at få en større eller mindre nedsynkning efter at have født, og lige
så normalt, at nedsynkningen går i sig selv igen, efter kroppen er kommet på plads oven på fødslen.
Lidelsen er heller ikke hverken farlig eller livstruende.
Men for de kvinder, der oplever symptomerne, er der ingen tvivl om, at underlivsprolaps fylder en
stor del i deres liv.
KVINDER MED UNDERLIVSPROLAPS
“Jeg skal tage rigtig mange hensyn i min hverdag. Altså jeg har gener, og jeg er hæmmet, og jeg vil
ikke være i stand til at passe et almindeligt lønarbejde” – Johanne Mathiasen
“Det har påvirket mit forhold rigtig meget. Jeg føler jo, at min krop er forkert, og det betyder meget
i forhold til at være sammen seksuelt. I de sidste halvanden år har det slet ikke været en mulighed
på grund af smerter.” – Anonym
“Jeg har oplevet, at mine symptomer er blevet forværret over tid. Både at jeg overhovedet ikke kan
være fysisk aktiv på samme måde, fordi jeg føler, at det bare hænger ud af mig, men også smerter i
forhold til sex” – Charlotte Surabi Rønnebær
“Men over de sidste 3 år, der er det bare taget til i smerter. Så jeg har taget en beslutning om, at
jeg ikke skal have flere børn, for det kan min krop simpelthen ikke holde til. Det sidste år har det
været så voldsomt, at jeg er blevet sendt hjem fra arbejde mange gange.” – Anonym
Ikke noget vi taler om
I 2021 fødte lidt over 50.000 kvinder i Danmark naturligt. Op mod 50% af de kvinder går muligvis
rundt med en underlivsprolaps.
På trods af, at så mange rammes af lidelsen, er det sjældent noget vi taler om.
Mange kvinder lider i stilhed, fordi komplikationer med underlivet ofte er forbundet med en skam,
som er med til at tabuisere lidelsen.
Skammen kan bunde i, at komplikationer med underlivet er privat og ret intimt.
Nogle kvinder føler sig utilstrækkelige og pinlige, og ender derfor med, at være alene med deres
lidelse, fordi det er for flovt at tale om.
Professor i gynækologi og obstetrik ved Odense Universitetshospital Martin Rudnicki oplever også, at
usynligheden forbundet med underlivsprolaps kan skyldes, at patienterne har svært ved at italesætte
de ting de fejler:
“Man snakker ikke om det og man går stille med det. Ofte er lidelsen jo også kombineret med, at du
ikke kan holde på urin eller afføring, og så bliver det endnu mere tabubelagt, fordi der er jo ikke nogen,
der synes, det er specielt attraktivt at tale om.”
En større bevidsthed om lidelsen
Karen Ruben Husby er læge på Afdeling for Kvindesygdomme, Graviditet og Fødsler på Herlev og
Gentofte Hospital. Hun har siden 2016 forsket i operationer af underlivsprolaps.
Hun fortæller, at det er hver 5. kvinde, der ender med en operation for underlivsprolaps, og mener
altså, at det er ret paradoksalt, at så få er bevidste om lidelsen.
Hun efterspørger en større bevidsthed om lidelsen
“Altså det er noget, der er så få, der snakker om, og i virkeligheden er det også noget, der er så få, der
er bevidste om findes – og det er på trods af, at hver femte kvinde, bliver opereret for det.
Det synes jeg er helt paradoksal, at der så ikke er mere fokus på det.”
Det ser hun som en af drivkræfterne bag hendes forskning.
“Jeg vil gerne være med til både at blive klogere på, hvordan vi bedre kan behandle alle de her
mange, mange kvinder, og være med til at påvirke andre til, at tale mere om det i samfundet.
Det er jo meget nemmere at gøre noget ved problemet, når vi er bevidste om, at det findes.”
Forsker Karen Ruben Husby peger dog på, at der er sket en del de sidste 10 år, og at vi er på rette vej,
når det kommer til oplysning om kvindesygdomme.
Men måske er vi ikke helt i mål endnu.
Kvindesygdomme nedprioriteres
Samtlige ti kvinder med underlivsprolaps interviewet til artiklen, havde aldrig hørt om
underlivsprolaps, før de fik diagnosen, hverken til fødselsforberedelse, samtaler ved jordemoder, eller
læst om det i diverse graviditets- og fødselsbøger.
Blandt artiklens kvinder med underlivsprolaps hersker der altså en enighed om, at de på ingen måder
var klædt på til at håndtere efterfødselskroppens nye komplikationer.
KVINDER MED UNDERLIVSPROLAPS
“Jeg sætter mig med spejlet, for at kigge på mig selv forneden. Det første og eneste, jeg kan kigge
på, at den her bule, som buler ud ved skedeåbningen. Jeg havde aldrig forestillet mig, at det kunne
se sådan der ud. Og jeg havde aldrig hørt nogen snakke om det, så jeg bliver ret forskrækket, men
kan simpelthen ikke rumme det. Så jeg holder rimelig hurtigt op med at kigge, og lægger spejlet fra
mig” – Lærke Skærlund
“Det viste sig, at endetarmen var faldet så langt ned, at den lå lige ved skedeåbningen.
Men det havde jeg jo aldrig hørt om, og jeg anede slet ikke hvad fanden der var galt. Jeg var bare
helt i panik. Det var ikke sådan min krop plejede at være, og jeg var fuldstændig uvidende om, hvad
der kunne gøre det ved mit underliv.” – Alexandra
“Jeg vidste jo ikke rigtig, hvad det var. Jeg prøvede at google mig frem til en masse, men på det her
tidspunkt, var det ikke noget man snakkede så meget om.
Der var heller ikke nogen i min omgangskreds, der vidste hvad det var.” – Kristina Julstrøm
Professor Martin Rudnicki mener, det kan hænge sammen med, at kvindelidelser og –sygdomme
generelt nedprioriteres:
“Det er svært at få økonomi til forskning inden for kvinders underliv. Det gælder jo alt fra
endometriose til blødningsproblemer og prolaps. Det er virkelig svært. Det er jo igen desværre en
forskelsbehandling, der er, i de fonde der giver midler.”
Formanden for Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi Annemette Wildfang Lykkebo, er enig. Hun
siger:
“Det er mere moderne at forske i sådan noget som hjertesygdomme eller diabetes. Og det er ikke,
fordi jeg ikke synes, det er vigtigt at forske i dem, men det er svært at få støtte til gynækologisk
forskning, og det har betydning for faget.”
Det er ikke kun i forskningen af lidelsen, at kvinderne og deres underliv prioriteres lavere.
Overlæge og lektor ved Kvindesygdomme og Fødsler på Sygehus Sønderjylland Finn Friis Lauszus,
mener også det handler om at gribe kvinderne i rette situation.
Ifølge ham, ser han helst at lægerne i almenpraksis opdager lidelsen ved efterfødselsundersøgelsen,
hvor det kun drejer sig om moren og hendes krop efter fødsel.
Men han erfarer desværre ofte, at lægerne ikke opdager det, og så går der meget længere tid før
kvinderne henvises til gynækologisk afdeling.
Han mener også, at det handler om prioritering, både fra læge og mor.
“Det prioriteres lavere. Motivation for at gøre noget, er der jo nok, men det ryger ned af stigen. Dertil
har moren jo også meget mere fokus på alle andres behov end hendes eget, og prioriterer sig selv
sidst.”
Hvem skal oplyse kvinderne?
Men hvis ikke lægerne opdager det efter fødslen, kunne man forestille sig, at kvinderne kunne klædes
på med mere viden allerede i graviditeten.
Alle danske kvinder tilbydes konsultation ved jordemoder minimum fem gange inden fødsel. Her
forberedes den gravide på den kommende fødsel, og får tjekket fosterets udvikling.
Ifølge Sundhedsstyrelsen anbefalinger for svangreomsorgen, har jordemoderen det faglige ansvar og
varetager forløbet under graviditet, fødsel, men også under barsel.
Formand for Jordemoderforeningen Lis Munk, mener ikke med sikkerhed, at det er jordemødres pligt
at oplyse om underlivsprolaps efter fødslen
“Jeg mener, at vi har en oplysningspligt i forbindelse med fødslen. Men måske ikke nødvendigvis, at vi
skal sige ordet prolaps, men sige noget om symptomer. Altså hvad er det du skal være opmærksom
på, og hvis du har nogle symptomer, så skal du søge hjælp”
Men hun mener dog bestemt, at jordemødre har et ansvar, når det kommer til at aftabuisere
komplikationer med underlivet og efterfødselskroppen.
Hun ser en positiv udvikling blandt yngre kvinder, når det kommer til fokus på et godt underliv og
sexliv efter fødsel, men siger:
“Selvom vi har rykket os gevaldigt i forhold til at informere om, hvad du kan forvente, og hvad du kan
gøre noget ved, og hvornår du skal sige til. Så er jeg helt overbevist om, at vi ikke er i mål med at
afstigmatisere og tale højt om det.
Der har vi da en pligt som jordemødre og sundhedspersonale, at åbne de døre så man ikke føler det
er noget man skal skamme sig over.”
Dog ser formanden for jordemoderforening mere mening i, at der bruges krudt på at informere om
underlivsprolaps i efterfødselsbehandlingen